tirsdag den 28. marts 2017

Mandags Jam #7: New Releases

Ja, I får simpelthen Mandags Jam på en tirsdag, fordi no rules apply to me. Og også fordi jeg har haft fucker travlt, så deadline er blevet til et fremmedord, men mere om det senere!

Men lige nu, så har jeg desperat brug for jeres hjælp! Jeg har for nylig pådraget mig en status som pendler og alt hvad dette indebærer (daglig brok over DSB og søvn i fuld offentlighed) og det betyder altså, at jeg dagligt bruger cirka 3 timer på transport 3-4 gange om ugen. Ofte er det mere end 3 timer, fordi det åbenbart ikke altid kører på skinner for DSB (lol, ja jeg laver stadig jokes), og sådan en togtur er ærlig talt røøøøøøøøvsyg, så derfor har jeg brug for noget nyt musik. Det er her I kommer ind i billedet! *kast med konfetti*

Dagens tema er derfor New Releases, for jeg trænger til noget ekstremt nyt og spændende, så hvis I kan finde noget, som jeg måske slet ikke har hørt endnu, så giver jeg pizza! (og så behøver jeg ikke modtage Ed Sheeran forslag, for ham har vi altså snakket rigeligt om, både i form af Lisas fangirling og min anmeldelse af hans nye album)

For at gøre det lettere, så leger vi, at nye udgivelser er noget der er udkommet i 2017, så er der 3 måneder af vælge fra og så burde alle kunne være med. Alle mine forslag er fra marts, men jeg får fandme også hørt meget musik på mine togture, så jeg føler jeg er rimelig up-to-date, men I har helt sikkert noget spændende i gemmerne, som jeg endnu ikke er blevet præsenteret for, so please, rock my world!

Nelly Furtado - Phoenix
Vi starter ekstremt blidt ud på, med denne nye og magiske sang fra Nelly Furtado. Jeg siger jer, når de i DSB højtaleren siger, at vi bliver nødt til at holde i fucking nowhere i mindst 45 minutter, så det godt at lytte til den her sang, som man umuligt kan have et raserianfald til og derved slipper jeg for at slå en DSB medarbejder ihjel. Nelly Furtado: saving lives since 2017. 
Kan se, at jeg har skrevet i min kalender, at der kommer nyt album fra hende 31. marts og med alt det jeg har gang i, kan I forvente en album anmeldelse julen 2018. Glæd jer!

Falling In Reverse - Broken
Og i den helt anden grøft, har vi noget electro-rock og metalcore, der er super awesome, når der er fucking retardos med toget, som man bare har brug for at lukke helt af for. For eksempel folk, der ser serier på deres computer uden brug af headset. ARE U FUCKING KIDDING ME?!? Hvis man gør det, bør man miste alle rettigheder til at køre med tog, nogensinde. Held og lykke med at glo serier, mens du cykler 8 timer til arbejdet, dickhead.
Det er som om, at det er ret tydeligt, at jeg har skrevet dette indlæg, mens jeg sad helt bitter i toget...

All Time Low - Last Young Renegade
Da All Time Low udgav deres Dirty Laundry sang, troede jeg, at alt håb var ude, men så kom den her sang, som virkelig burde have været den første single fra deres nye album. En klassisk All Time Low sang, hverken mere eller mindre. Men den vidner om, at alt håb måske alligevel ikke er ude (Indstil alle former for panik og afvent mere information!) og nu glæder jeg mig faktisk til det nye album.

Circa Waves - Fire That Burns
Jeg har først lige opdaget Circa Waves, fordi de har lavet en udgave af den her sang sammen med Pvris, som jeg er kæmpe fan af (det er dén version jeg har smidt på Spotify listen) 
Det er altid dejligt med noget catchy garageinspireret rock, der emmer af en anden tid med grydehår og rigtige instrumenter, lidt a la danske Communions.

Kom endelig med jeres bud på new releases, som skal på listen og hjælp mig igennem den hårde DSB tid. Jo flere sange, jo bedre! 

#DSBWorkerSurvivedMonday

onsdag den 15. marts 2017

Ed Sheeran - Divide (album)

Lisa skrev et dejligt langt indlæg, lige her, om hvor awesome Ed Sheeran er og da hun desværre har travlt, så har jeg overtaget anmeldelsen af hans nye album, Divide, der udkom 3. marts 2017. 
Lol, what a mistake...
Billedresultat for ed sheeran divide

Ja ja, jeg er muligvis en rimelig kold og kynisk person og jeg har ærlig talt ikke så mange fucks at give af, hvilket man måske skal tage med i overvejelsen, når man læser den her anmeldelse, men til gengæld er musik en af de få ting, der faktisk kan gøre mig til et rigtigt bløddyr og når jeg er til koncert, så er det muligvis dér, at jeg er lykkeligst og har nemt til tårer. Men det er ikke alt musik, der sætter gang i maskineriet, og en gang imellem er det også vigtigt at reflektere lidt over dét.

Nu er jeg jo selvfølgelig ingen professionel anmelder. Bevares. Men jeg befinder mig dog i en hverdag spækket til randen med meget forskelligt musik og dertil alle aspekter af det, så jeg har trods alt opbygget en eller anden forståelse. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Men musik er jo også et spørgsmål om præferencer og ligesom med bog- og film anmeldelser, så synes jeg aldrig man skal tage det personlige aspekt ud af slutresultatet, for ellers ville alle have den samme holdning til alting og det lyder ærlig talt røvsygt.

Men nu til det famøse album - og det er edderrøvme famøst, for det her album har fuldstændigt overtaget samtlige hitlister.


Ed Sheeran, han kan virkelig synge. Det tror jeg ingen er i tvivl om, eller kan fratage ham og det kan han sagtens få et klap på skulderen for, men den instrumentale del af hans musik er altså søvndyssende kedelig, fordi den er strippet ned til enten akustisk guitar eller lidt klaverspil, måske et enkelt computerlavet beat, hvis der skal være virkelig gang i den, men det er nærmest også. Og så er der hans sangtekster…

Æh…

Ligesom the boy who cried wolf, så er Ed Sheeran the boy who cried love og jeg køber den simpelthen ikke længere. Jo jo, ved første lyt er det måske meget interessant, men det er altså et fundament bygget på flødeskum og hvis man begynder at undersøge det nærmere, så falder hele lortet sammen. Ed Sheeran vil meget gerne være en sympatisk underdog, der synger klichéfyldte sætninger om, hvad man kan forvente af fejlfri og lyserød kærlighed og samtidig har Ed konstrueret sin helt egen indbildske verden, hvor kvinder er smukke og fejlfrie væsner, som kun er sat på denne jord, så han kan opnå denne perfekte kærlighed, som han konstant længes efter… Eller også knuser kvinderne hans hjerte. Det er ligesom de to ting der er at vælge imellem.


Når der bliver sunget sætninger som “That every night I'll kiss you, you'll say in my ear / Oh we're in love aren't we?” Så hænger det en langt ud af halsen, hvor fladt og todimensionelt hans sangskrivning (og ide om kærlighed) er. Every night, hva Sheeran? Det lyder mere som om I sidder fast i en virkelig træls rutine og hvis du ikke snart inddrager noget blid spanking, så tror jeg altså hun skrider af ren kedsomhed.
Der er næsten ingen egen-refleksion eller personlighed gemt i de generiske sætninger om et emne, der ellers er så stort og dybt. Jeg har absolut intet lært om Ed Sheeran af at have lyttet til det her album, udover at han virkelig synes, at hans liv er hårdt.

Divide føles som et stort rod af forskellige sange og stemninger, der slet ikke komplementerer hinanden og de har nærmest kun én ting til fælles: en desperation efter kærlighed. Da Ed Sheeran holdt pause fra de sociale medier (et helt fucking år), rejste han åbenbart verden rundt, så hvorfor er det lige, at han ikke har skrevet en sang om sin rejse? Eller verden? Er vi virkelig sikre på, at han faktisk har rejst og ikke bare siddet derhjemme og læst Nicholas Sparks bøger?


Men det er selvfølgelig ikke kun dårligt alt sammen (det er de gode sange jeg har smidt i indlægget) For sange som Eraser og New Man, giver Ed Sheeran noget kant og hans ikke-eksisterende personlighed bliver bygget en lille smule op. Galway Girl og Nancy Mulligan, som nærmest er en moderne irsk folkevise, præsenterer historier (om kærlighed... selvfølgelig), som man faktisk kan tro på og det er nok fordi, at Ed synger fra en andens perspektiv og så ånder jeg lettet op, for jeg er så pisse træt af hans fantasiløse opfattelse af, hvad kærlighed er.
Så er der selvfølgelig Castle on the Hill, som jeg sagtens kan forstå fascinationen af, for den har jeg selv hørt virkelig meget. Den her tempo og Ed Sheerans stemme bliver anstrengt den del ekstra, så sangen bliver anderledes end de andre. De her sange er sjovt nok også de mest instrumentale stærke på albummet (synes jeg).

Selvom jeg bedre kan lide det her album fremfor hans tidligere, så er der altså stadig intet revolutionerende ved det, slet ikke, når man sammenligner Ed Sheeran med ja… Ed Sheeran, og for mig bliver det altså desværre bare jævnt kedeligt. Og jeg hader virkelig, at det er sådan, for jeg skal til Ed Sheeran koncert og jeg ville ønske, at jeg kunne høre linjer som ”So don't call me baby / Unless you mean it / Don't tell me you need me / If you don't believe it” og synes, at det er vildt dybt og forelske mig i Ed Sheerans akavede ansigt. Men i sidste ende, bliver det bare for overfladisk og det rører mig simpelthen ikke. 

torsdag den 9. marts 2017

Copenhagen Comics 2017: Adventure Time!

Jeg overtalte Copenhagen Comics til at invitere mig til deres arrangement (for de har tydeligvis ikke læst min blog. Shame on you!), der foregik i Øksnehallen 25.-26. februar og afsted drog jeg med min bloggerkollega, Rikke.


Jeg var spændt op til lir i min Teenage Mutant Ninja Turtles trøje (Turtle Power!), da min Batman dragt desværre var til rens (havde spildt pizzasauce på kappen... igen). Ja, det var vildt dårlig planlægning fra min side af, but same old story.

Vil lige påpege, at som Rikke rigtig nok sagde til mig, så er jeg verdens værste blogger, for jeg tog ingen noter under arrangementet. Jeg stod op klokken 6 både lørdag og søndag (ergo et mirakel, at jeg var nogenlunde menneskelig) og jeg var helt hypnotiseret af alt det, der foregik omkring mig, så alle de der informationer, som jeg måske burde have husket, røg altså ind af det ene øre og direkte ud af det andet. Men hvis man er interesseret i en masse namedropping og præcise informationer, så skal man læse Rikkes indlæg lige HER. Jeg sidder selv og læser hendes indlæg lige nu, for at huske, hvad fanden der egentlig skete den der søndag.
Det her indlæg bliver også skrevet halvanden uge efter arrangementet fandt sted *gisp*, hvis der fandtes et blogger-politi, var jeg edderrøvme på deres radar nu. 



Det første vi så var et interview med Barry Kitson, som bl.a. har tegnet Batman comics (det er faktisk det eneste vi behøver at vide), ej det er selvfølgelig kun for sjov (not really). Han har tegnet for både Marvel og DC og en masse andet (DC squad raise your hands!) og han har derfor snakket med øverste af øverst hos DC, som er... øh Batman? (Det er ikke Batman, men kan ikke huske navnet) og han har mødt freaking Stan Lee, som vi alle sammen til gengæld godt ved, hvem er. Jeg var meget starstrucked i det øjeblik.
Hold kæft der er mange parentes sætninger i det her afsnit (hvor er det fjollet).  

Bagefter kunne man snakke med ham og få tegnet en tegning, hvilket vi ikke fik gjort, fordi det tog laaaaang tid. Som ses på billedet, var der en, som skulle have tegnet Batman (udmærket valg) og det tog altså en time, hvis ikke mere. Hvis han havde haft tid til mig, ville jeg have bedt om ham at tegne mig som Batman. Det er meget nemt. En traditionel Batman, bare uden store muskler og med bildæk i stedet for. Voila... Fatman!

Bagefter gik vi rundt til de forskellige stande og sagde "ih" og "åh" til alting og jeg var en smule irriteret over, at det var sidst på måneden og jeg havde brugt 400 kr. på transport. i stedet for at investere disse penge i en “Welcome to the batcave”-dørmåtte, som jeg længe stod og sukkede efter. Men synes på den anden side også, at det ville være lidt komisk at komme tomhændet hjem, foruden en dørmåtte, så jeg lod den, meget modvilligt, ligge.



Det eneste jeg købte var The Silent Album, som er en tegneserie uden tekst, kun billeder. Rikke købte den også og jeg tror det vil være interessant at se, om vi kan drage samme konklusion på historien (det kan vi helt sikkert ikke, for vores hjerner er dysfunktionelle på hver deres måde)

En af tegnerne, Christine Grundlach (hendes fornavn kan jeg huske, for det er det samme som mit, og så meget hjernekapacitet har jeg trods alt), tegnede en fin tegning i min, som forestiller mig. Yes, this is me. Og så købte jeg også Warp, som er en samling af forskellige korte historier, af flere forskellige kunstnere og derfor er tegnestilen forskellig hele vejen igennem, hvilket også er super interessant. Asger Grevil lavede også en tegning til mig i den, hvilket jeg ikke håber forestiller mig...



Derefter så vi tegne-battle, som må være nørdernes svar på rap-battle, men i stedet for, at det foregår i en skummel lagerbygning, hvor Eminem ender med at stjæle spotlightet, så er det bare 4 mennesker, der tegner tegninger på tid. Knapt så street, men det var stadig super interessant at se tegneprocessen, der naturligvis blev simplificeret pga. tidtagning. Derudover så var værten også meget energisk og sjov. Specielt sjov, da der gik lidt for meget overhånd i præmieoverrækkelsen og han kom til at kaste en gave direkte i fjæset på en publikummer. GODMORGEN. Når nu jeg havde været så tidligt oppe, burde det måske have været mig, der fik tegnegrej smidt i ansigtet, bare lige for at få gang i reflekserne...

Til sidst så vi det, som jeg havde glædet mig mest til: Cosplay catwalk
At se en flok mennesker, der har lagt krop og sjæl (og sikkert også en masse penge) i forsøget på at ligne deres yndlings karakter fra tegneserier, film eller serier var super awesome! Jeg siger jer, det der Victoria’s Secret Fashion Show har ingenting at have det i. Jeg havde lyst til at tage en milliard billeder af dem alle sammen og hvis jeg kunne bestemme, havde Dr. Doom vundet, for jeg så ham rende rundt, da vi besøgte stande og Jesus fucking Christ man bliver forskrækket første gang man ser ham. 


Det var en laaaang, men fantastisk dag og jeg vil gerne sige tak til Copenhagen Comics, for at sørge for, at jeg kunne være med og også en kæmpe tak, for at arrangere sådan et arrangement. Det er en pisse god ide og der var virkelig god stemning. Jeg kommer helt sikkert igen en anden gang og så skal jeg nok huske at få renset min Batman dragt til tiden!

lørdag den 4. marts 2017

Band Katalog #2: Ed Sheeran (af Lisa Pallisgaard Nielsen)

Anmeldelse af Ed Sheerans nye album, Divide, (skrevet af Slacker Satellite) kan læses her.

...

Kristine har indset, at hendes blog simpelthen bare ikke er god nok og har derfor bedt mig (Lisa) om hjælp. Hjælpen fra mig består derfor af det, som vi alle har gået og tænkt: Her mangler sgu da et indlæg om Ed Sheeran!

Jeg kan godt lide Kristine og hendes blog, men hver gang hun spiller musik for mig, som jeg ikke har hørt før, bliver jeg skuffet. Ikke sur, bare skuffet (som i: jeg lukker mine ører præcis som jeg lukker en skuffe) og jeg har efterhånden vænnet mig til bare at ignorere, når hun skriver forslag til mig. Nu skal vi dog til noget, der ikke skal ignoreres, det er nemlig mig der snakker, vi skal snakke om Eddie boy, ikke ham den shiny dude fra Twilight, men ham den rødhårede med den lækre stemme.

Første gang jeg hørte Ed, var også første gang jeg så musikvideoen til ”Lego House” tilbage i 2011. I videoen ser vi Rupert Grint (aka Ron Weasley) og jeg troede faktisk, at det var Rupert, der sang! Men det er jo også hele joken i videoen. Til jer der ikke har set den, så er Rupert Grint en rimelig klam superfan, der lader som om, at han er Ed, for de er begge to rødhårede OG ALLE RØDHÅREDE LIGNER HINANDEN! Ha. Ha. Ha. Ha. Når du lige har grint af efter den joke, kan vi være seriøse igen; alle rødhårede ligner rent faktisk hinanden (selv hvis du ser rigtig godt efter, kan du ikke en gang se, at det er Ed Sheeran, Seth Green (ham der varulven fra Buffy) og Emma Stone, der skiftes til at spille Ron i Harry Potter 4, men læs lige rulleteksterne, jeg taler faktisk sandheden her). 

Lego House var heldigvis så god, at jeg fandt ud af, hvem ham der Ed var og hørte resten af ”+” albummet – det viste sig at være en virkelig god idé, fordi wauw. Jeg er helt vild med hans stil; tempoet på sangene (selv de ”hurtige” er jo egentlig langsomme) og kombinationen af sang og rap (hvis man kan kalde det rap? Lad os sige hurtigsang).
Siden ”+” har Ed udgivet ”X” og en masse andet ”småtteri” og arbejdet sammen med et utal af andre kunstnere; som dansker skal jeg selvfølgelig nævne Cold Water, for den er Mø med på, sammen med andre mennesker der ikke er særlig kendte.

Har du nogensinde gået derhjemme og været en helt normal person, der kom til at høre Justin Biebers ”Love Yourself” og hadet dig selv for egentlig at tænke ”den er sgu da meget god”? Så frygt ej, der er en grund til det. Ed har nemlig været med inde over den. Du skal dog stadig høre den i et lydtæt lokale uden vinduer, så ingen opdager det, men skammen behøver du ikke bære rundt på længere.

Nå, men væk fra de mindre kendte mennesker, som Bieber og tilbage til superstjernen Ed.
For et års tid siden offentliggjorde Ed, at han ville holde pause fra alle sociale medier i et år. Det gjorde mig selvfølgelig ret bange for, at han ville glemme at komme tilbage igen. Du kender sikkert maleriet ”Skriget”, men hvad du ikke ved er, at det faktisk er et maleri af mig, da jeg læste Eds Instagram opslag (ja, det er faktisk kun et år gammelt det maleri). MEN præcis et år efter den offentliggørelse, var han tilbage (han er virkelig punktlig), og ikke alene havde han forladt the amish life for at joine resten af verden på de sociale medier (og muligvis også for at slippe for de der store hatte), men han havde også produceret ny musik!

Den 6. januar 2017 udsendte han ikke én, men to nye singler! Jeg ved godt, der er mange udråbstegn i det her, men der er brug for hvert eneste af dem. Hvis du hører radio, kender du nok ”Shape of You”, for den er blevet skamspillet (i hvert fald på P3), men jeg har endnu ikke hørt ”Castle on the Hill” i radion. Screw you, radiomennesker! Anyways ”Caslte on the Hill” var for mig bare et instant hit! Den har et lidt højere tempo, end hans normale musik og hans stemme lyder sindssygt lækker på den sang. ”Shape of You” var til gengæld ikke helt den samme oplevelse. Første gang jeg hørte den blev jeg ærlig talt lidt skuffet, for det var en lidt atypisk Ed Sheeran sang. Jeg syntes den var lidt for upbeat, lidt for meget ligesom som så meget andet popmusik og lidt for lidt som hans gamle musik.
Og det gjorde mig skuffet over mig selv, for man kan da ikke være skuffet over Ed, kan man!? Så jeg satte mig ud i brusekabinen, fuldt påklædt, med vandet løbende ned over mig, mens jeg dramatisk stortudede. Men da jeg havde siddet der i 2 timer, tog jeg mig lige sammen og hørte sangen igen… og igen og igen og voila: sangen viste sig at være skide god alligevel. Som i: den er virkelig god!

Den 17. februar 2017 fejrede Ed så sin 26-års fødselsdag ved at udsende endnu en single, ”How Would You Feel (Paean)” – klassisk Ed nummer, helt stille og roligt, men igen også bare helt fantastisk. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kan se helt objektivt på det her emne og du muligvis skal overveje, at du kan være uenig med mig. Hvis det er tilfældet, at du er uenig, så hold din kæft. Jeg gider ikke at snakke med dig.

Til jer, der stadig læser med, kan jeg så informere om, at der fredag den 3. marts 2017 udkom albummet ”÷”, ja der er et eller andet med Ed og matematik. Heldigvis er det ikke mere kompliceret matematik, end at jeg kan finde ud af det: ”+”+Ed = godt, ”X”+Ed = godt og ” ÷”+Ed = godt. Så deeet (jeg arbejder på at få det her udtryk trademarked, ligesom Tay Tay gør med alle hendes gode sætninger. For ja, det er mig der har fundet på ”så deeet”. Yes, you heard it here first).

(Men jer, der måske er lidt bedre til tal sidder nok og undrer jer over, hvorfor jeg kun snakker om de første singler fra det nye album. Det skal jeg sige jer; jeg gik simpelthen i gang med at skrive indlægget før albummet udkom og har rettet det færdigt efter det udkom. Jeg kan dog lige hurtigt indskyde, at der er utroligt stor forskel på sangene på det nye album og jeg er vild med dem alle sammen! Så deeet.)

Lige siden første album har jeg drømt om at komme til en af Eds koncerter. Tilbage i 2011-12 stykker var der bare ikke rigtig så mange andre, der var lige så vilde med ham som mig, så hvis du vil vide, hvordan jeg havde det, når det kom til Ed Sheeran, skal du bare se startscenen til ”Bridget Jones’ Dagbog”… Aaaaaal byyyy myyseeeelf… Alt dette har dog heldigvis ændret sig og den 1. april 2017 skal jeg til fucking Ed Sheeran koncert!!! Ja, vi fik billetter! Jeg er så overlykkelig og vi er endda hele fire personer, der skal afsted (inkl. Kristine, og det bliver jo mega fedt for hende, når hun skal være sammen med mig den dag), og det viser jo bare, at jeg ikke var galt på den tilbage i 2011. Faktisk var jeg den eneste, der var på rette vej, alle andre var faret vild, men jeg kom dem heldigvis til undsætning.

På en eller anden måde skal jeg have rundet det her indlæg af, og det ved jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg skal gøre. Jeg kunne snakke om Ed i en evighed uden nogen som helst form for sagligt argument for, hvorfor han er god, medmindre ”basta” er et sagligt argument?

Så jeg tænker egentlig bare at slutte med: Har du ikke hørt Ed Sheeran før (hvad er der galt med dig? Er du amish? Hvis du er, så kom ud i den rigtige verden, det gjorde Ed også), så hør hans musik! Har du hørt Ed Sheeran før, så hør noget mere. Basta!

mandag den 27. februar 2017

Melodi Grand Prix 2017: Hvad for en fest?

Som selvudnævnt musikblogger, bliver jeg nødt til at holde mig en smule opdateret og derfor udsætte mig selv for ting, som jeg egentlig helst ville have været foruden. Jeg så bl.a. Danish Music Awards og brokkede mig en masse over det. Derefter så jeg Zulu Awards og valgte ikke at foretage mig en skid, for det ville bare være at gentage mig selv fra DMA og tilføje ON A BOAT!

Men denne weekend gav jeg Melodi Grand Prix et skud, fordi jeg ville vide, om jeg kunne sidde, pavestolt, med min klaphat på, når Eurovision ruller over skærmen i maj, eller om jeg bare skulle ud og drikke gravøl med det samme.

Til det er der ikke andet at sige end: SKÅL!

Jeg vil ikke sidde og kommentere på hver enkelt sang, for Grand Prix har en fantastisk evne til at præsentere 10 sange, som man glemmer, nærmest mens de bliver afspillet (hvordan fanden er det overhovedet muligt?), hvilket gør det virkelig svært at differentiere mellem dem. I mit hoved, er de der 10 melodier derfor bare én lang og dårlig sang, som vi aldrig nogensinde kommer til at høre igen efter maj.

Og det er da sjovt, hvordan de danske artister er i stand til at spytte "hit" efter "hit" ud (nu er vi lidt loose med begrebet hit), som der bliver afspillet så vanvittigt mange gange, at vi ikke længere er i stand til at sige navnet Mette, som normale og velfungerende mennesker, men når det kommer til Grand Prix sange, er der åbenbart en uskreven regel om, at det ikke må være et rigtigt hit.

Det må ikke være en sang, som vi, når festen er slukket og lukket og Hr og Fru Danmark er gået i seng, fortsat har lyst til at danse rundt til. Sangen skal helst have en ultra kort levetid og derefter begraves med resten af de Grand Prix sange, som vi er blevet tortureret med de tidligere år og aldrig nogensinde nævnes igen. Altså medmindre Grand Prix fylder 60 år, så kan vi selvfølgelig godt lige kradse hul på såret endnu en gang.

Jeg opfangede jo ikke engang, at den mandlige vært faktisk var vinderen af sidste års Melodi Grand Prix, for så stort et indtryk har det gjort på mig (og jeg er også lidt smådum). Jeg havde umiddelbart mere travlt med at tænke på, at Annette Heicks kavalergang kommer til at hjemsøge mig de næste mange nætter. Yikes!

Men jeg kan jo prøve, som noget nyt og innovativt her på bloggen at sige noget positivt... 
Det var et meget flot lysshow de rockede i boxen. Hvis man lige mutede fjernsynet og lukkede øjnene, når Heicks kavalergang krydsede skærmen, så kunne jeg næsten have nydt showet. Og det er trods alt også meget rart at vide, at dem der optræder faktisk synger live - også selvom de gør det ad helvedes til.

Okay, finalisterne til dette års Grand Prix bestod også hovedsageligt af tidligere deltagere fra enten X-Factor eller Grand Prix, så det var bogstavelig talt en flok tabere der blev sendt op på scenen og så var niveauet ligesom sat, ikke?

Men cirka alt andet var bare super akavet. Fra Mia Lyhnes taxa til Heicks forsøg for at få likes med den mest pinlige voxpop til dato. Det var her jeg næsten håbede på, at YouSee ville lave en nytårsaften og bare cutte signalet til DR, for at skåne os alle sammen.

Lige da det så allerværst ud, hentede Grand Prix dog de store skyts frem og så var der altså Brødrene Olsen og remoulade for alle pengene - og er der noget, som vi danskere elsker, så er det fandme at ride på nostalgi bølgen. Det samme fænomen opstår, når vi snakker om fodbold og 92. Jeg var der ikke engang, but I will never forget.

Spørgsmålet er, om det er okay, at jeg gør lidt grin med Melodi Grand Prix? Det løber jo ligeså tykt i vores årer, som blod og kartofler med brun sovs, men altså for fanden, hvor er det dumt, når de smider om sig med ordet "juryrum", selvom vi alle sammen godt kan se, at de der mennesker bare er parkeret inde på lageret i selskab med en kameramand og truet til at sige "det er et rigtigt stærkt felt i år", mens de laver SOS med øjnene. Eller Annette Heick der beder folk om at bump uglies midt på torvet i København og klip til Keld og Hilda, der står blandt publikum med et stramt og fremtvunget hold-kæft-det-er-sjovt smil.

Jeg synes de gjorde en udmærket indsats på at latterliggøre programmet selv og gider I godt stoppe med det, for så er der for helvede intet arbejde til mig.

Efterhånden er det jo også bare en tradition for os danskere at brokke os over Grand Prix.
Grand Prix, vejret og DSB kan få os til at sidde, i fuld arrigskab og bonde med hinanden, enten når det regner, når toget er forsinket eller når vi endnu en fucking gang taber Eurovision og derfor - for evigt - husker Brødene Olsens kærlighedserklæring til fiskefileter, som det bedste der nogensinde er sket. 

Hutteli-fucking-hut.

Tillykke til vindersangen. Jeg har allerede glemt hvad den hed og hvem der sang den. Men det er jo også det magiske ved Melodi Grand Prix.